MØDRE FORTÆLLER

Camille Gudmand Lange

16. september 2019

IMG_7334+%281%29.jpg
 

Dette er det første interview i en række, med overskriften “MØDRE FORTÆLLER” og vi begynder med Camille Gudmand Lange. Ikke alene er hun min gode veninde, hun er også en helt vildt sej mor, som jeg ser op til og som kan noget, jeg ofte inspireres og lærer af.

Hej Camille
Hej Kira”

Vil du starte med at præsentere dig for Mama Power?
”Jeg hedder Camille og jeg er 32 år gammel. Jeg blev mor til Pelle for ret præcist 3 år siden og siden da har jeg prøvet at finde den umulige balance mellem arbejde og familie, den gode mavefornemmelse og den dårlige samvittighed”.

Hvordan var det at blive mor til Pelle?
“Jeg føler mig heldig at kunne sige, at det var ret magisk at blive mor til Pelle. Graviditeten var nem, fødslen var god, og de tre første måneder var out of this world-dejlige. Vi var alle tre (Pelle, min kæreste og jeg) vildt forelskede i hinanden på kryds og tværs og helt høje på endorfiner. Det var muligvis den bedste tid i mit liv”.
“Så sparkede virkeligheden døren ind med søvnproblemer, spisevægring, ammestop, en forfærdelig indkøring i vuggestue osv. osv., og det ser ikke ud til, at udfordringerne har tænkt sig at høre op. Men ud over det hele er drysset et fint lag af samhørighed, kærlighed og daglige grin”.

 
IMG_7338 (1).JPG
 

“Hvis mine tanker og følelser kan gøre nogen godt,
så skal de bare ud i offentligheden”

På din instagramprofil viser du bl.a. din hverdag som mor til Pelle. Man skal ikke følge dig ret længe for at opleve, at det også er sårbare og svære situationer, som du deler med os.
Hvilke tanker har du gjort eller gør du dig om det?

“Jeg har i hele mit voksenliv været stor tilhænger af åbenhed. Jeg tror jeg fik prikket hul ind til den sårbare del af mig selv, dengang jeg fik arbejde som ungdomsvært på DR. Der startede trenden med at “hudløs ærlighed” skulle vises på TV, så jeg lavede et par programmer, hvor jeg gav meget af mig selv. Det var hårdt, men gav mig en forståelse af hvordan tabuer kan brydes. Jeg blev meget overvældet over den gode respons på programmerne, og hvordan de gjorde en forskel for andre. Og så har det været en del af min livsfilosofi lige siden, at hvis mine tanker og følelser kan gøre nogen godt, så skal de bare ud i offentligheden. Der er jeg sgu ikke sart. Utroskab, psykisk sygdom, mindreværd, økonomiske problemer, ens fuck-ups som mor, jeg har lagt det hele ud på instagram. Jeg har en reel oplevelse af at mine problemer bliver mindre, og at de negative tanker bliver færre, når jeg er åben omkring dem - og det er af samme grund, at jeg tør bede folk om at give så meget af sig selv, når jeg filmer”.



“Min yndlings-fritidsinteresse er Pelle, haha!
Ham vil jeg gerne gå til hver onsdag”



”I mit nuværende arbejde som TV-tilrettelægger - og lige for tiden på et program om mødre under pres - har jeg mødt flere mødre, som virkelig har kæmpet for at finde lysten og kærligheden i deres moderskab, f.eks. efter en fødselsdepression. Først hører jeg deres historier om hvor forkerte og skamfulde de har følt sig over deres følelser. Og så ser jeg hvor meget det letter dem at få lov at sige tingene højt.. Det bekræfter mig bare i, at åbenhed er den bedste terapi. Og så er den billig!”

 
IMG_7335 (1).JPG
IMG_7336 (1).JPG
 

Du har tidligere delt på Instagram, at du er gået ned i tid på dit arbejde for at kunne eks. hente Pelle lidt tidligere fra vuggestue. Hvordan stemmer det overens med de forestillinger du havde gjort dig om at blive mor, inden i fik Pelle?
”Det er et held, at vi er indrettet sådan, at vi ikke aner hvad der venter os, når vi bliver forældre. For shit, så ved jeg ikke om jeg havde gjort det! Daglig ondt i maven, konstant følelse af ikke at rumme nok, være nok, gøre det godt nok - det har jeg alt sammen. Efter min barsel var ovre, blev jeg lidt depri på arbejdet af at være væk fra Pelle, og det tvang mig til at kigge på mine livsprioriteringer og finde ud af: “hvad gør mig glad?”. Da jeg fandt ud af, at jeg kunne skære ned i min arbejdstid og min løn, og på den måde købe mig mere tid med Pelle, så var det egentlig en ret nem beslutning. Jeg forstår UDMÆRKET dem, som bliver ladet op på deres arbejde, og af at gå på café, til svømning, vinsmagning eller møbelpolstring. Det bliver jeg også. Men jeg har også fundet ud af, at min yndlings-fritidsinteresse er Pelle, haha. Ham vil jeg gerne gå til hver onsdag, så jeg er på deltid og nyder den fridag vi tager sammen midt i ugen. Og lige nu overvejer jeg, om jeg skal høre min chef, om jeg kan få en ugentlig fridag mere. Jeg er ved at samle mod til at spørge. Og ved at tælle mine mønter for at se, om det kan hænge sammen, for det koster nogle materialistiske privilegier”.

Du er sindssygt god til at anskue tingene fra en humoristisk vinkel. Hvor kommer det fra?
”Jeg har mange sjove mænd i mit liv, og de træner mig i at se tingene fra en humoristisk vinkel, så det hele ikke bliver for tungt. For når man godt kan lide at tale store følelser, så er humor en naturlig modvægt for mig, der gør at der er balance i mit indre. For det meste, i hvert fald”.

 
IMG_7337 (1).JPG
 

Du kan følge Camille på hendes Instagramprofil @camillegudmandlange <3
Og så er vi nogen der glæder os til programmet om mødre på DR1 til januar.