TEMA: FORÆLDRE PÅ NEONATALAFDELINGEN
Konkrete råd til forældre fra en mor, der selv har været der - to gange.
Gitte Hass Ourø Hjorth
1. december 2019
“Det vigtigste at fortælle om ophold på neo er, at det er en slags undtagelsestilstand.
Som forælder er man pludselig i en anden verden, afskåret fra alt, hvad der er normalt. Og hvis man er indlagt med sin for tidligt fødte, er man ofte i en choktilstand, hvor man, udover at forholde sig til det her lille nye menneske, også skal bearbejde den ikke fuldendte graviditet.
I mit tilfælde nåede jeg ikke til tredje trimester med nr. 2 og var kun lige nået til tredje trimester med nr. 1, så jeg havde ikke oplevet at være højgravid, jeg var ikke gået fra på arbejde og var slet ikke klar til at blive mor så tidligt.”
“Det eneste gode ved, at man har prøvet det før,
er at man har prøvet det før”
“Da jeg så vores store dreng for første gang var jeg skrækslagen. Han lå der i kuvøsen helt rød og lignede mest en lille abe og slet ikke en baby. Jeg havde umiddelbart ikke lyst til at have noget med ham at gøre, jeg havde ikke lyst til at røre ham eller være tæt på ham. Jeg prøvede at gemme mig så meget som muligt på barselsgangen, hvor jeg var indlagt de første 5 dage efter han var kommet til verden.
Samtidig skulle jeg kapere en masse information og før jeg nærmest havde set min søn, stod der sygeplejersker med en malkemaskine og en masse oplysninger om, hvor vigtig den første mælk er og hvordan jeg skulle få den til at løbe til. Alt det med mælken er en hel historie for sig selv, så det vil jeg ikke komme for meget ind på her. Min mand var for sej, han gjorde bare som der blev sagt og sad hud-mod-hud med ham den første dag.
Den første gang var på alle måder langt værre end anden gang. Min mand sagde anden gang “det eneste gode ved at have prøvet det før, er at man har prøvet det før” og det er egentlig ret godt opsummeret.
Med den første dreng var vi begge på hospitalet hele tiden, vi fik enestue og så flyttede vi ligesom ind og skiftede hverdagen ud med hospitalet. Anden gang havde vi jo en dreng derhjemme, der også skulle passes, så vi var sammen på hospitalet, når han var afsted i dagpleje og ellers skiftedes vi til at være hjemme med ham. Dog var det mest far, der var hjemme, da jeg jo havde været gennem et kejsersnit og ikke måtte/kunne løfte.
Husk, at det er muligt for far, at blive fritaget for arbejde under barn syg. Spørg socialrådgiveren, der er tilknyttet neo. Det kan være en stor fordel, at være til stede begge forældre, hvis det er muligt.”
Gitte og hendes to skønne drenge
Gittes 12 konkrete råd til at klare opholdet på en neonatalafdeling:
Lav rutiner
Du styrer ikke ret meget selv, så sørg for at finde små ting du kan styre. For mig var det at hente kaffe i 7-eleven og så prøvede jeg at holde fast i at komme i bad hver dag.
Kom væk fra stuen
Gå en lille tur, sid lidt i forældrekøkkenet og læs et blad, en avis, se nyheder.
Lav mindst en ting om dagen, som ikke handler om at være indlagt.
Accepter, at du ikke kan holde ud at være der hele tiden, og kom væk når du er ved at eksplodere.
Prøv at sove et andet sted en nat, for en forælder i balance er mere værd for barnet, end en ustabil og udkørt forælder.Drop den dårlige samvittighed
Den dårlige samvittighed plagede mig meget. Der var skyldfølelse over ikke at have kunnet være ordentligt gravid. Så var der den dårlige samvittighed over at glemme verden udenfor; glemte fødselsdage, bryllupper jeg ikke kunne deltage i mm.
Drop det, det slider bare.En midlertidig tilstand
Husk at det er en midlertidig tilstand. Det er hårdt og intenst, men det går over.
Det brugte jeg meget med nr. 2, at huske mig selv på, at det ville være 3 måneder af mit liv. Han kom til verden i februar, så jeg holdt fast i, at når det blev sommer, ville vi være hjemme og det ville være overstået.Luk lyde ude
Jeg brugte noise-cancelling høretelefoner med nummer to - især da vi lå på Riget med ham, hvor der ikke er enestuer. Jeg havde brug for at lukke den anden familie ude af og til.
Sukker
Sukker i alle former er sikkert et dårligt råd, men det var altså nødvendigt for mig at glemme alle kostråd og spise lige hvad jeg havde lyst til.
Fyld køleskabet
Gå en tur i supermarkedet og køb lidt til køleskabet, både på Riget og Hvidovre var det muligt at have ting i en kasse i køleskabet.
De andre forældre
Tag en snak med de andre forældre der er indlagt på neonatalafdelingen. Det er rart at tale med nogen, der præcis ved hvad hvad du gennemgår.
Sig ja tak til støtte
Deltag i de tilbud der er; temagrupper, samtalegrupper, psykologhjælp.
Det kan alt sammen give noget.
Brug personalet, de er fantastiske, søde, hjælpsomme og imødekommende. Spørg om alt!De små sejre
Hold fast i de små sejre og nyd hver ledning, der kommer af dit barn.
Det er alt sammen skridt mod at komme hjem, men accepter, at det nogen gange er et skridt frem og et skridt tilbage.Lær din baby at kende
Nyd at lære dit barn at kende. Det er hårdt og de skulle slet ikke være ude i verden endnu, men du får et meget tæt forhold til dit barn og lærer dets små signaler at kende meget tidligt. Hud-mod-hud er guld værd og små hænder på babyer født til tiden er søde, men mikro hænder er endnu sødere.
Hånd- og fodaftryk
Tag billeder og aftryk. Hånd- og fodaftryk er fantastiske at have og billeder til når man ikke forstår hvor små de var, for der kommer et tidspunkt, hvor det ikke er til at forstå.