MØDRE FORTÆLLER
“Hvis der ikke findes noget litteratur om fødslen, må jeg skrive det selv”
Dy Plambech
27. november 2019
Jeg havde nær ringet land og rige rundt, da jeg for måneder tilbage startede på Dy Plambechs roman “Til min søster” - eller dvs. jeg lyttede til hendes indtaling og fik således ordene ledt direkte ind i øregange, krop og nervesystem. Hvilken start på en roman; en fødsel! Malet ud, højtbelagt - fremlagt! Forfriskende og befriende ægte med dybe toner i bassen. En fødsel som vi kender og mærker den, vi fødende. (Tager jeg munden for fuld?)
Jeg ringede ikke til nogen på det givne tidspunkt, men jeg hørte til gengæld bogen til ende med alt hvad der var af genklingende tematikker som moderskab, søsterfællesskab, familiedannelse og -relationer, sexualitet, feminisme og alt det, der derimellem var vævet ind.
Undervejs i aflytningen fik jeg lyst til at kontakte Dy for at høre lidt om de tanker, der gik forud for skriveprocessen og om hvordan hendes moderskab startede ud og er i dag.
Det er der kommet denne korrespondance ud af - læs med og få en fornemmelse af, forfatteren bag bogen, Dy Plambech.
Vil du starte med at præsentere dig for Mama Powers læsere?
“Jeg hedder Dy Plambeck, er 39 år, forfatter til en række romaner, senest "Til min søster" der udkom i maj i år. Jeg bor med min datter, Ingrid på 5 år, i et gammelt hus fra 1895 i en skov i Nordsjælland. Når jeg ikke skriver mine bøger eller læser andres bøger, er jeg meget optaget af fællessang og sidder i Højskolesangbogsudvalget, der redigerer den 19. udgave af Højskolesangbogen, der kommer i november 2020.”
Du er mor til Ingrid på 5 år. Hvordan vil du beskrive dig selv som mor? / Hvordan vil du beskrive dit moderskab? “Mit moderskab er meget ukompliceret. Det faldt mig helt naturligt at være mor. Indimellem lider jeg selvfølgelig af skyld og skam, især når jeg holder mange foredrag om aftenen. Men omvendt er jeg god til at se, hvad det er, jeg kan give min datter med den opvækst, hun får. Hun oplever en del spændende ting, møder mange forskellige mennesker og har rejst meget qua mit arbejde som forfatter. Det gjorde jeg ikke selv som barn. Jeg opdrager hende til at være en verdensborger. Og hun elsker heldigvis at rejse. Og spise på restaurant. To ting, jeg også holder meget af. Der er noget i mig, der hælder helt til den klassiske opdragelse. Sådan noget med at hilse på folk og give hånd, sige tak for mad, lægge bestikket rigtigt og bære sin tallerken ud. Og så er der noget i mig, hvor jeg er meget fri f.eks. i forhold til at blive beskidt (det må hun gerne) og kravle rundt i træer. Jeg er ingen pylret mor.”
“Alligevel var der flere ting, der overraskede mig. Tabet af min krop f.eks.”
I"Til min søster" skildrer du fødslen og indgangen til moderskabet råt for usødet. Hvorfor?
”Fordi jeg syntes, der manglede litteratur om, hvordan en fødsel er. Da jeg selv havde født min datter, ledte jeg efter noget litteratur, der kunne afspejle den oplevelse. Men jeg skulle helt tilbage til Dea Trier Mørchs "Vinterbørn" fra 1976. Så blev jeg lidt fandenivoldsk og tænkte: Hvis der ikke findes noget litteratur om fødslen, må jeg skrive det selv. Jeg ville skrive om, hvordan det er at føde. Ikke et glansbillede. Det interesserer mig ikke.”
Hvordan oplevede du overgangen fra at være kvinde til at blive mor?
”Den var meget naturlig. Jeg var lige blevet 34 år, da jeg fik min datter. Jeg har altid vidst, at jeg gerne vil have børn, så jeg var helt klar til det skifte, da hun kom. Alligevel var der flere ting, der overraskede mig. Tabet af min krop f.eks. Den er ikke blevet den samme, som den var før fødslen. Selvfølgelig ikke, for ligesom mennesket er kroppen også hele tiden i forandring. Men det overraskede mig.”
“Kernefamilien er en idyl, som ingen kan leve op til”
I "Til min søster" bliver hovedpersonen Aya støttet af sin søster, Andrea, i dagene efter hun har født datteren Nola. Bl.a. med hjemmelavede varme retter. Hvordan var din første tid som mor?
”Kaotisk. Jeg kan huske én af mine veninder sagde, at jeg ikke måtte træffe nogen vigtige beslutninger i mit liv de første tre måneder, efter at jeg havde født. For man er ikke sig selv. Det var et godt råd. Og det fulgte jeg.”
Din roman er bl.a. blevet kaldt "en fuckfinger til kernefamilien" og synes at være et los i løgene på forestillingen om den perfekte (heteroseksuelle) kvinde, fødsel, mor og familie. Hvorfor havde du brug for at iscenesætte det opgør netop nu?
”Kernefamilien er en idyl, som ingen kan leve op til. Og alligevel er det den familiekonstellation som mange higer efter. Men jeg vil gerne pege på, at der er mange forskellige fællesskaber og man kan være familie på mange måder. Der findes ikke rigtig og forkert. Og jeg kunne ønske mig, at vi tør udfordre kernefamilien mere, og at det ikke udelukkende er den, der refereres til i f.eks. tilbud og reklamer, men at der bliver plads til mange forskellige familieformer.”
“Jeg havde lyst til at skrive en roman til hende og alle andre kvinder i verden”
Andrea og Aya har og har altid haft et tæt og stærkt søsterforhold.
Har du kvinder i din nærhed som du læner dig opad eller inspireres af? Hvem og hvorfor?
”Alle mine veninder er meget betydningsfulde for mig. På hver deres måde. Og så er jeg så heldig at have ældre inspirerende gode kollegaer, som også inspirerer mig og hjælper mig, når der er brug for det. Det er f.eks. Suzanne Brøgger, Ida Jessen og Hanne-Vibeke Holst.”
Hvad har din datter betydet for tilblivelsen af Til min søster?
”Jeg havde lyst til at skrive en roman til hende og alle andre kvinder i verden, der satte fokus på, at der ikke er én bestemt måde at være kvinde på. Men lige præcis alle de måder, som vi kvinder har lyst til at være kvinde på. En roman, der gjorde op med de indskrænkede forestillinger, som vi har om at være kvinde.”
Du kan lytte til “Til min søster” på appen eReolen hvis du, som jeg, kan lide at få læst dine bøger højt. Og ellers er jeg sikker på, at du kan finde bogen i en boghandler nær dig. Mine varmeste anbefalinger får den.