MØDRE FORTÆLLER
“Det fysiske nærvær, man har med sine børn, er noget jeg er blevet opmærksom på, bliver et savn når de vokser op”
Malene Glintborg
14. februar 2020
I denne udgave af Mødre Fortæller, kan du læse smykkedesigner Malene Glintborgs egne ord om en karriere, der ikke matchede hende, om et meget naturligt møde med moderskabet, om familiekalender, en inspirerende mor og om tid hver for sig og sammen i forskellige konstellationer.
Rigtig god læselyst!
En tiltrængt omvæltning
“Det gav mig mulighed for at gentænke mig selv en smule”
“Inden jeg fik mit første barn var jeg meget opslugt af mit studie og min karriere - jeg fordybede mig og nød det, men var også meget usikker på min faglighed. Da jeg blev færdiguddannet, ventede fast job i konsulentbranchen… så rullede karrieren ligesom, men i en forkert retning, følte jeg.
Jeg kunne ligesom ikke finde mod og tro på mig selv til at søge nye veje. Følte i det hele taget ikke, jeg slog til. Jeg ville så gerne have en pause og følte mig også klar til at stifte familie. Så blev jeg gravid og var så glad.
Jeg følte mig enormt tilpas i graviditeten og befandt mig godt med at give plads til tanker, der ikke kun kredsede om mig selv, men et lille nyt liv. Sylvester kom til verden og selvfølgelig var det en stor omvæltning, men det var den omvæltning jeg havde trængt til. Jeg følte det meget naturligt at være mor. Han kom med mig til alt muligt.
Jeg følte på en måde, at jeg havde fået min frihed tilbage. Jeg var selv herre over min tid - eller det vil sige; der var jo pludselig en der havde behov jeg skulle møde, men de passede forbløffende godt med mine behov. Tid til at bare at side og glo ud i luften mens jeg ammede ham, tage på tur og rejser hvor han var med i barnevognen, glemme mine alt for høje ambitioner om at præstere efter andres hoveder og bare forholde mig til meget lav-praktiske ting og at give omsorg”.
Sylvester, Arnold og Charles
“Da Sylvester var 4 måneder, gik hans far og jeg fra hinanden. Det var selvfølgelig en hård tid hvor meget jeg troede var, faldt fra hinanden. Men da vi havde haft meget lidt familietid sammen, så var det ikke et savn til noget, der havde været, men mere et savn til noget jeg troede, der skulle være.
Det gjaldt om at gentænke situationen og det hjalp mig utrolig meget, at have en lille ny ‘rejsekammerat’ som gav mit liv det indhold, jeg trængte til. Så faktisk oplevede jeg ikke den store krise i omvæltningen ved at blive mor.
Jeg tror nærmere det gav mig mulighed for at gentænke mig selv en smule.
“De kærestepauser vi havde haft tidligere, var pludselig væk”
Jeg mødte min nuværende mand da Sylvester var halvandet. Han var heldigvis med på, at jeg kom ‘med vedhæng’ og har fra day one været en fantastisk bonusfar for Sylvester.
Vi fik allerede nummer to da Sylvester var 3 år. Jeg vidste bare, at jeg gerne ville have flere børn og min mand ville også gerne have børn, så der var ikke så meget betænkningstid. Vi var jo også vant til at have et barn i vores fælles liv allerede. Sylvester boede på det tidspukt ni dage hos mig og fem hos sin far.
At få nummer to, Arnold, gjorde selvfølgelig, at der pludselig var børn hele tiden og de kærestepauser vi havde haft tidligere, var pludselig væk. Det har krævet, at vi er blevet bedre til at planlægge den slags og har faktisk, siden vi mødtes, mindst en gang om året, taget på forlænget weekend, bare os. Det har også været nødvendigt at planlægge alenetid til os hver især. Min mand har hver tirsdag som hans aften, hvor han ikke skal spørge mig om han kan være væk og jeg har onsdag. Man kan godt blive lidt idiot af alt det koordinering og altid lige ‘skal spørge hjemme først' hvis nogen spørger, om man har lyst til at ses. Det virker meget godt på den her måde, selvom vi selvfølgelig ikke er helt ude over familekalender og den slags”.
“Jeg synes jeg har fundet en balance, som jeg sætter enormt stor pris på”
“Vi planlagde at få nummer tre, Charles, med cirka samme mellemrum, som der var mellem de to andre. Vi syntes det virkede godt, at de lige nåede at blive store nok til at gå til 4. sal selv og i det hele taget var nemmere at kommunikere med. Vi var også stadig i rytmen med at have små børn.
Det som nok var hårdest ved at få nummer tre, var nok egentlig det med, at man havde gjort det hele i så lang tid nu. Skifte ble, stå op om natten, slås om flyverdragter. Jeg nød stadig meget at være mor og den første spæde tid hvor alt ligesom lukker sig om sig selv, men da han blev større og ville ud og se verden - stak af uden at se sig tilbage og jeg konstant skulle være i hælene på ham - blev jeg klar over, at jeg var træt.
Han kom allerede i dagpleje da han var 8 måneder. Jeg var klar til at komme tilbage fuld tid i min forretning og i det hele taget var mit behov for alenetid vokset”.
Arbejdsliv versus familieliv
“Jeg har heldigvis fået lavet mig et arbejdsliv nu, hvor jeg bestemmer det meste selv og det giver den frihed, der ikke altid er i familielivet. Det seneste år har min mand også prioriteret at have en ugentlig fridag. Vi har begge et stort behov for at have vores egne individulle projekter og det lader sig gøre på den måde. I weekenden sker det også ofte, at vi laver ting hver for sig med nogle af børnene og det giver tid og opmærksomhed til dem hver især. Det mest stressende nu hvor børnene er blevet så store (5, 8 og 11) er deres interne konflikter og det hjælper, når vi deler os lidt mere op.
Jeg trives godt i mor-rollen og vi har været så priviligerede at have bedsteforældre en masse i nærheden til at hjælpe. Grundlæggende tror jeg, at jeg trives i rollen nu og at jeg stort set altid har gjort det fordi, at jeg fik lov at glemme mine udefinerede ambitioner en tid og fik mærket efter, hvad der egentlig betyder noget.
Mange gange tror jeg, man bliver stresset i sin hverdag, hvis man bruger tid på noget, der ikke giver mening for en. Ens børn giver selvfølgelig mening, men hvis man ikke får rum og luft til andet, så bliver det også kvælende. Ligesom det kvæler en at arbejde for meget med noget, man ikke brænder for og at have for lidt tid til ens nærmeste. Jeg synes, jeg har fundet en balance, som jeg sætter enormt stor pris på”.
“Jeg fik pludselig min frihed igen, Arnold blev glad og buttet og ikke mindst, kunne hans far pludselig deltage på en helt anden måde”
En afslappet tilgang
Min mor er en fantastisk sundhedsplejerske - det i sig selv gør, at hun har masser af erfaring med nybagte mødre og babyer - men hun er også bare enormt god til at rådgive udfra en sammenhæng. Hun har været en stor hjælp.
Især husker jeg med mit andet barn, at han ikke gad at blive ammet. Det virkede den første måned, men så tabte han ligesom interessen og det blev enormt besværligt at få ham til det. Vi prøvede alt muligt med at få klippet tungebåndet og andre sundhedsplejersker foreslog, at jeg skulle ligge i alle mulige umulige stillinger for at få ham til det. Der var min mor så god. Hun så situationen i sit hele og sagde, at der ikke var noget problem i at forsøge sig med at give ham en flaske. Han var desuden begyndt at tabe sig en smule. Så gjorde vi det og det var en lettelse. Alt blev så meget nemmere. Jeg fik pludselig min frihed igen, Arnold blev glad og buttet, og ikke mindst kunne hans far pludselig deltage på en helt anden måde.
Jeg har ikke fået et barn ud af det, der er meget syg eller på andre måder virker til at lide under manglende modermælk i sit tidlige liv. Han er sund og rask og sjældent syg. Jeg ved jo, at det kan være et stort issue, det her med amning, og næsten en religion for nogen. Jeg har hørt historier fra veninder, der har ligget i sengen i flere måneder og drukket hvidtøl for at få det til at lykkes eller generelt har følt sig som en fiasko, fordi det ikke lykkedes. Jeg er så glad for, at min mor hurtigt tog brodden af det og at det derfor ikke endte med at blive en dårlig oplevelse.
Generelt har min mor været meget inspirerende i forhold til hendes meget afslappede måde at gribe moderrollen an på. Hun passer ofte mine tre drenge alene og tager dem med til alt muligt. Det sker ind imellem at det er kaos, men det stopper hende ikke fra at gøre det igen og give dem en masse oplevelser. Faktisk vil jeg også fremhæve min far i den forbindelse. Han er meget involveret i drengene og har i min barndom også insisteret på, at vi kunne alt muligt. Jeg tror, at det er den tilgang, der har gjort det lettere for mig at blive mor. Da det ikke har stoppet mig i at gøre ting jeg selv har lyst til.
Flere børn, 10-års tur og gode snakke
Vi har joket med om vi skal have nummer fire bare for at få den pige… men faktisk er det kun mit pyntesyge gemyt, der synes det kunne være sjovt. Mine tre drenge er selvfølgelig vidt forskellige og det i sig selv er jo en af de ting der er sjovt ved at få flere børn. Men på en eller anden måde synes jeg det er svært at sige præcis hvordan de er, for jeg synes de har de fleste sider i sig på forskellige tidpunkter.
Min store drenge er måske mere fornuftig og vil gerne have styr på situationen, men han er også top fjollet og på trods af han er 11 år, er han meget glad for at lege og tumle med sine brødre. Han er ikke typen der specialiserer sig i en ting og nørder med sit eget. Han elsker at være med når vi finder på noget allesammen eller deltage i mine projekter. Vi kan hygge os med at indrette hans værelse eller han hjælper hvis jeg har gang i at bygge noget derhjemme. Vi har indført 10-års tur. Det vil sige, at når de bliver 10 år, tager de en af os voksne med til et sted, de gerne vil besøge. Jeg var med Sylvester i Barcelona og det var mega hyggeligt. Vi gik på Gaudi museum, shoppede, gik ud at spiste og summede bare rundt og oplevede byen. Det var alt det jeg ville vælge at gøre selv, men han var lige så meget med på det som mig.
“Jeg har selvfølgelig forskellig kemi med dem hver især og relationen kan ikke forceres frem”
Min mellemste dreng er mere dedikeret til hans hobbies. Når han fatter interesse for noget går han all in og øver sig og lærer ting om det. Der minder han meget om sin far. Mange af de ting han bliver fanget af, er ikke lige i min boldgade - det er især sport og computerspil. Så lige der bonder vi ikke så meget og det ender nok også med en tur til Liverpool med hans far når han bliver 10 :-D
Men han er mere umiddelbar med sine følelser end sin storebror og det gør, at vi nemmere kan snakke om hvordan han har det og der føler jeg, at jeg kommer tæt på ham. På trods af at det måske ikke lige er de samme emner vi tænder på, så kan vi sagtens finde på ting, hvor vores interesser mødes. F.eks tegne fodboldlogoer og give den gas med dans.
Det er nok meget klassisk, men min mindste dreng er stadig min ‘baby’. Han starter snart i skole, så må nok lige prøve at slippe den fornemmelse :-) Men han er ret spinkel og vejer ingenting stadigvæk, så jeg kan bære ham og han passer ligesom stadig i størrelse til at sidde på skødet. Det er mystisk, men det fysiske nærvær, man har med sine børn, er noget jeg er blevet opmærksom på, bliver et savn når de vokser op. Min store dreng vil stadig gerne nusses, men jeg har ikke fri kysseret og, naturligt nok, får jeg indimellem den der 'la nu vær mor’.
De har nået den alder nu, hvor jeg kan mærke løsrivelsen går stærkt. Det gør mig mere bevidst om, hvor vigtigt det er, at vi snakker godt sammen og hygger os. På sigt er det jo ikke sikkert de gider bruge tid med deres mor.
Jeg har selvfølgelig forskellig kemi med dem hver især og relationen kan ikke forceres frem. Jeg laver ofte noget med dem, hvor vi alle er sammen - fornylig var vi på tur til en græsk ø bare mig og dem - og det skaber gode minder, men selvfølgelig bliver det deres indbyrdes relation, der fylder mest på sådan en tur. Både når de hygger sig og har konflikter. Derfor kan jeg mærke, at det er vigtigt for mig at prioritere at lave noget med dem hver især. Det er der, hvor der er ro til at komme tættere på og styrke vores relation. Jeg er nok lidt for god til at tænke, at så længe ingen siger noget, så går det nok godt. Sådan er det for det meste, men hvis jeg vil have en god kommunikation, må vi øve os på det. Så vi, når der kommer issues, har et sprog sammen til at snakke om den slags ting. Det øver jeg mig på…altså, at skabe gode snakke - også når der ikke umiddelbart er noget i vejen.
Tusind tak til Malene Glintborg for at give et indblik i, hvordan det for hende er, at være mor til hendes tre drenge <3
Går du en tur i Jægersborggade i København, kan du finde Malenes smykkeforretning og værksted - absolut et besøg værd, skulle vi hilse og sige.
Find hende online her: www.maleneglintborg.com og her: @maleneglintborg_jewellery