Det er med varsomhed og kærlighed til forfatteren, at jeg denne gang ordfletter en indledning til et gæsteblogindlæg, der næppe rummer præcis den medfølelse eller formulering, jeg kunne ønske mig.

Astrid Givard Frederiksen beskriver i dette blogindlæg tiden efter hun og hendes familie mistede deres Sigfred og Astrid fortæller om efterfødselskroppen og -følelserne uden at have en baby liggende lige der under hagen på brystet, som mange af os drømmer om at have og mindes med ømhed langt frem i tiden.
Det er barsk læsning, men ligesom med alle andre historier om mødre der føder og bliver mødre, skal historien om mødre, der føder og bliver englemødre, selvfølgelig også have en stor og varm plads.
Jeg ved, at mange kan bruge en fortælling som Astrids - om man er pårørende eller englemor.

Min tid som nybagt mor
- med en tom favn.

Astrid Givard Frederiksen
8. juni 2020

Sigfreds fødsel

I 2016 ventede vi vores fjerde barn. Vi havde forberedt hjemmefødsel som de to sidste gange, og netop på denne dag i august lige omkring termin forberedte jeg en masse mad til fryseren, så vi kunne få så let en postpartum-periode som muligt. Om aftenen blev jeg i tvivl, om jeg havde mærket babyen, fordi jeg havde haft så travlt i løbet af dagen. Vi endte med at køre ind til fødegangen, og her blev vores frygt desværre til vores største sorg. Der var ikke længere noget lille hjerte, der slog.

To dage senere fødte jeg vores søn, Sigfred efter en igangsættelse. Selve fødslen var hurtig og forholdsvist let, og jeg bristede til min store overraskelse for første gang ikke. Jeg fik vores lille søn op til mig og prøvede at fatte, at han var død. Min jordemoder fortalte mig, at det var mindst lige så vigtigt for mig at ligge hud-mod-hud med ham nu, som hvis han havde været levende, for jeg havde stadig brug for oxytocin og tilknytning til mit lille menneske.

Om aftenen kørte vi hjem i mørket. Der var fuldstændig stjerneklart. Jeg forsøgte hele tiden at få øje på det smukke midt i mørket. Vi var stille i bilen, og alt føltes så tomt. Jeg måtte bare hjem til mine tre andre børn og kramme dem.

“Fuld af mælk og kærlighed”

Vores yngste pige, Ingeborg var netop begyndt at sove på sit eget værelse sammen med far, men det første, jeg gjorde, var at tage hende ind i vores seng og ligge hud-mod-hud med hende. Efter nogle dage løb mælken til, trods mælkestop-piller, og det var virkelig smertefuldt. Jeg ærgrede mig over, at jeg var stoppet med amme Ingeborg, mens jeg var gravid med Sigfred. Men det var for sent at genoptage, og det ville ikke være under de rette præmisser.

Jeg forsøgte at malke lidt ud under bruseren og søgte støtte hos min jordemoderveninde. Hun skrev så sødt til mig ”du er så fuld af mælk og kærlighed”. Jeg glemmer aldrig den sætning, som fik mig til at føle mig så værdifuld. Jeg begyndte at se mælken som en kærlighedserklæring fra min krop.

Jeg blødte, og den velkendte barselslugt gjorde mig så ked af det. Den lugt var for mig forbundet med at være i en lykkeboble med baby, og her stod jeg midt i ulykkelighed og smerte. Sigfred blev begravet efter halvanden uge, og under ceremonien, som foregik ude ved hans grav, blødte jeg en stor skylle. Jeg følte mit underliv nærmest kunne mærke, at han lå lige der. Jeg følte en kæmpe kropslig forbindelse. De følgende uger skete det igen og igen, hver gang jeg besøgte ham ved graven. Blødningen aftog, når jeg var derhjemme, men når jeg nærmede mig mit eget kød og blod, så trak min livmoder sig sammen og pressede blodet ud.

Efterfødselskroppen og skammen

Det var enormt svært for mig at acceptere, at jeg havde brug for nøjagtigt ligeså meget hvile og restitution, som hvis jeg havde haft min baby hos mig. Jeg følte ikke nogen grund til at sidde eller ligge stille, for så blev jeg også overmandet af smerten. Hvis jeg var i gang, kunne jeg for en stund glemme, hvor ondt alt gjorde. Fysisk, mentalt og sjæleligt. Der var ingen baby til at holde mig i sengen og på sofaen. Min krop var øm, min bund var virkelig øm og min ryg værkede konstant.

Det føltes skamfuldt for mig at have en efterfødselskrop med en stor mave, når jeg ikke havde en baby med mig, der kunne dække for maven eller i det midste ses som en forklaring på den store krop. Det tænkte jeg, hver gang, jeg mødte nogen, jeg ikke kendte. Jeg havde lyst til at sætte et skilt i panden, hvor der stod, at jeg lige havde født min døde 4 kilos baby, - så vis venligst hensyn.

Psykomotorik og healing

Jeg aborterede et halvt år efter, Sigfred var død og i starten følte jeg, at min krop endnu engang havde bedraget mig. Men efter et undervisningsforløb hos en psykomotorisk terapeut, lærte jeg at være taknemmelig for alt det, min krop har gjort for mig. Sigfreds død skyldtes formentligt, at han havde navlesnoren stramt tre gange rundt om halsen, men obduktionen kunne ikke påvise, at der var nogen klar dødsårsag. I starten efter hans død var jeg ellers overbevist om, at det var min skyld, men efterhånden fik jeg vendt det til, at Sigfred havde ni dejlige måneder i min livmoder, fyldt med kærlighed, og det var sådan, det skulle være. Min krop havde ikke forrådt mig og min søn men tværtimod passet rigtig godt på ham og mig.

Det fysiske savn var i starten det største. Jeg følte, at min krop ligefrem skreg på min søn. På brystet, hvor alle mine andre babyer har ligget, havde jeg følelsen af, at der var et stort hul. At der ligesom var en form, Sigfred passede i, men den var tom. Jeg kunne ikke finde ud af, hvordan jeg nogensinde skulle blive hel igen, og jeg higede efter, at nogen kunne fortælle mig, hvor længe, det skulle gøre så ondt. En dag blev jeg tilbudt healing af en mand, og under vores seance mærkede jeg pludselig, at Sigfred lå i ”formen” på min brystkasse. Der blev brandvarmt, og jeg følte, at solen bagte lige ind på os og sørgede for, at han for altid havde udfyldt den form. Jeg græd og græd, og siden den dag, har jeg ikke mærket hullet på brystkassen.

Omverdenen

Vi valgte helt fra starten at være fuldstændig åbne omkring vores tab, hvilket betød, at vores omverden bare var der for os. At vi på ingen måde var ladt alene i mørket. Ofte blev der ringet på, og så stod der en kurv med mad, frugt, gavekort til lokale spisesteder, gaver, blomster osv. Ingen forventede noget igen; vi kunne bare tage imod. Det var grænseoverskridende i starten at tage imod så megen hjælp, og jeg følte, at jeg skyldte, men så talte jeg med healeren, , der mindede mig om, at hvis man giver af et rent hjerte, så forventer man intet igen. Det var en kæmpe læring for mig at læne mig tilbage, slippe ansvaret og lade andre tage sig af mig. Og jeg er stadig så fyldt af kærlighed og taknemmelighed over det. Det føltes virkelig som om, at et kæmpe sikkerhedsnet blev spundet, og vi vidste, at vi kunne give slip. Vi skulle nok blive grebet.

Jeg blev virkelig passet på, når jeg bevægede mig ud i verden (fx på børnenes skole), og der var så stor omsorg at mærke fra alle omkring os. Selvom jeg ikke altid kunne rumme den og tage imod den, så var den uvurderlig. At de fleste, vi mødte, turde kigge os i øjnene og spørge til Sigfred og os, gjorde, at vi kunne give ordentlig plads til sorgen. I starten var jeg bange for, at der ville blive set skævt til os og vores sorg, når vi jo ikke engang havde set ham, før han døde, men det mødte vi ikke noget af. Ikke hvad vi ved, i hvert fald.

“Sorgen fylder ikke alt længere”

Noget af det, der overraskede mig efter fødslen var, at mange af de samme tanker, følelser og fornemmelser, jeg havde, kunne jeg genkende fra de andre børns fødsler. I min dagbog fra tiden lige efter, jeg havde født, og jeg kom over i en anden seng at ligge med Sigfred, har jeg skrevet: ”Jeg kan mærke, at jeg er meget stolt over ham og over fødslen.” Det gjorde mig usigeligt glad (og det gør det stadig), når andre spurgte ind til fødslen og til Sigfred. Jeg var og er virkelig stolt af den oplevelse, at min krop klarede det så flot, selvom jeg skulle føde mit døde barn. Og jeg er uendeligt stolt af mit smukke englebarn. Og sådan er det jo ofte også, når man har født et levende barn. Det er så ubegribeligt stort at føde og at blive mor, at det er noget, man har brug for at fortælle om igen og igen. Uanset hvordan fødslen gik, og om man fik lov at beholde sit barn.

”Tiden læger alle sår” hørte jeg igen og igen. Det gav bare ingen mening for mig. For jeg ville jo ikke få min søn igen med tiden. Og jeg ville bare ikke acceptere, at han ikke skulle være hos os, i min favn. I dag giver det mening. Sigfred mangler hver dag og hvert sekund i vores familie, men savnet og sorgen fylder ikke alt længere. Vi har et rigtig godt og lykkeligt liv, og så er der dage, hvor det bare gør så ondt. Hvis ikke han får lov at fylde og sorgen ikke får lov at fylde ofte nok, så bobler bægeret over, og så bliver jeg rigtig ulykkelig. Jeg har altid et billede af ham i min halskæde og tænker derfor på ham mindst hver morgen og hver aften, når jeg tager kæden af og på, og det hjælper mig. Jeg ser ham faktisk som vores lille skytsengel. Han har sin lille hylde i stuen med alle de ting, der minder os om ham samt et billede, som vi ofte står og kigger på, og vi tænder et lille lys på hans hylde. Et lille lys for vores englebarn, vores fjerde barn, Sigfred.

Tusind tak til Astrid for at dele sin rørende og smukke efterfødselshistorie her på mamapower.dk <3

Hvis du selv er englemor eller pårørende til en englemor (+familie), vil jeg anbefale dig at følge med på Astrids instagramprofiler: @englemor_retreats og @mistetspaedbarn.dk (hjemmeside www.mistetspaedbarn.dk)
Derudover vil jeg også anbefale dig at kigge på landsforeningen for spædbarnsdøds hjemmeside: www.spaedbarnsdoed.dk

Har du lyst til at kommentere eller stille spørgsmål, er du meget velkommen til det herunder!