VBAC
Vaginal fødsel efter kejsersnit

Hvilke knapper kan man skrue på, for at give fødslen de bedste betingelser?

Gitte Traberg Sørensen

 
 

Hvordan forbereder man sig egentlig på sin forestående fødsel, hvis man tidligere har oplevet at føde ved akut kejsersnit – og tilmed sigter efter en vaginal fødsel denne gang – en såkaldt VBAC (Vaginal Birth after Cesarean)?
Måske du rammes af bekymringer om, hvorvidt din krop kan ”klare” en vaginal fødsel – og hvad nu, hvis det ender med et kejsersnit igen?  Her kommer en liste med tips til forberedelse af din fødsel efter kejsersnit – både konkrete, håndgribelige tiltag, men også tips til at gøre dig mentalt klar til din forestående fødsel.

pregnant-belly-1542586_1920.jpg

Forberedelser og overvejelser frem mod din fødsel 

  1. Hvad vil jeg møde?

    • Der kan være særlige procedurer for vaginal fødsel efter et kejsersnit, som varierer fra fødested til fødested. Du kan undersøge disse procedurer på dit fødested for at skabe dig et overblik over dine handlemuligheder. Eksempelvis vil jordemoderen gerne holde øje med babys hjertelyd med CTG-bælte om din mave for at kunne opdage en eventuel høj puls, som kan indikere bristning af ks-arret i livmoderen. Du kan sagtens stadig bevæge dig rundt med bæltet om maven og flere steder kan du få en trådløs CTG-måler med i fødekarret.

  2. Hvad skal være anderledes denne gang? 

    • Undersøgelser viser, at de generelle “odds” for at føde vaginalt efter kejsersnit er ca. 50 % højere, hvis du har din egen jordemoder eller en doula med til fødslen. Så måske du skal have en doula, en privat jordemoder eller en god veninde med ved din side?

  3. Snak din tidligere fødsel igennem med det fagpersonale, du møder under din graviditet. 

    • Gør din jordemoder opmærksom på, hvor langt du nåede under første fødsel – måske skræmmer dette punkt i processen dig (bevidst/ubevidst) så du føler, at du skal hjælpes over på den anden side af punktet i fødslen for at komme godt videre. Her kan det være af stor betydning at blive støttet og set, så du mentalt kan hjælpes igennem det sted i fødslen, hvor du sidste gang fik kejsersnit.

    • Hvis du har behov for det, kan du også lave en fødeplan sammen med din jordemoder, som kan bruges som en slags forventningsafstemning, så ønsker og bekymringer kan imødekommes til den forestående fødsel. 

    • Brug ligeledes den ekstra lægesamtale, du vil blive tilbud sidst i graviditeten, til afklaring og ro. 

4. Tænk på din fødsel som en helt normal fødsel, og husk at størstedelen af kvinder har succes med en vaginal fødsel efter et kejsersnit. 

5. Husk, at det hårde arbejde ikke har været spildt.
Måske nåede du langt i din sidste fødsel, og livmodermunden havde måske nået at åbne sig flere cm. inden dit akutte kejsersnit. Det hårde arbejde fra den første fødsel behøver ikke at have været spildt. Hvis du planlægger en vaginal fødsel denne gang, vil man kunne forvente, at udvidelsesfasen forløber hurtigere, end hvis du f.eks. aldrig har haft veer og været i fødsel.

6. Spinning babies-øvelser kan hjælpe til, at din baby placerer sig bedst muligt i bækkenet og kan være et godt værktøj frem mod den vaginale fødsel. Se link nederst på siden.

7. Du kan gøre et forsøg på selv at hjælpe fødslen igang eller opsøge private tilbud med henblik på naturlig hjælp til fødselsmodning. Erfaringsbaserede råd kan f.eks. være at spise dadler og drikke hindbærbladthe op til termin, eller måske få rebozo, akupunktur eller zoneterapi. Det bedste udgangspunkt for at føde vaginalt er nemlig, at fødslen går spontant igang.

7F7FDA98-700B-4675-9392-AABC1EAD93EB.JPG

Tanker og overvejelser ifm. din fødsel 

  1. Få hjælp til ikke-medicinsk smertelindring, såsom f.eks. massage, visualisering, akupunktur, rebozo eller et varmt bad. Alt hvad der kan øge mængden af kærlighedshormonet oxitocin, er guld værd for din fødsel. Bevægelse, berøring, kram og kys.
    Selvom du og baby vil blive overvåget mere intensivt med CTG under selve fødslen, kan du med fordel skifte position løbende og bevæge dig rundt (gå, sid, knæl fremad og hvil armene på en yogabold, læn dig opad fødelejet, læg dig på siden osv.) alt efter dit komfortniveau - brug tyngdekraften til at hjælpe din fødsel fremad.

  2. Prøv at tænke på smerte som et normalt tegn på, at dit arbejde udvikler sig. Mind dig selv om at håndtere sammentrækninger én ad gangen og hvil dig i pauserne i stedet for at bekymre dig om, hvordan fødslen udvikler sig.

  3. Husk, at det er okay at stille spørgsmål til fagpersonalets anbefalinger, f.eks. hvis kejsersnit eller anden indgriben, som kan lede til kejsersnit, anbefales under fødslen. Indvi gerne din partner eller doula, så de kan hjælpe med at stille spørgsmål på dine vegne:

    • Hvad kan være fordelene, hvis vi går videre med din anbefaling?

    • Hvad ville risikoen være?

    • Hvilke andre muligheder kan vi prøve først eller i stedet?

    • Hvad vil der ske, hvis vi ventede en time eller to?

    • Hvad vil der ske, hvis vi ikke gik videre med anbefalingen?

IMG_3222.jpg

Hej

Jeg hedder Gitte og fødte mit første barn ved kejsersnit i 2018. Jeg er nu gravid for anden gang og mine tanker kredser meget omkring min kommende fødsel i januar 2021. Jeg vidste knap nok, hvor jeg skulle begynde min fødselsforberedelse med fokus på VBAC - derfor har jeg opsøgt viden om emnet og udplukket en håndfuld tips til tanker og overvejelser i forbindelse med fødsel efter kejsersnit. Jeg håber også, at du kan få gavn af dem, hvis du står i samme situation.

Kilder: