Da det hele begyndte

Drinksene er stærke, og kjolen er stram. Som så mange andre lørdage er vi ude og gøre dansegulvene usikre. Mads og jeg snakker om alt - mænd, uddannelse, børn, livet. Jeg er mor i en ung alder, og jeg omfavner alt ved det. Han er mere fri og i den grad fokuseret på uddannelse og karrieren, han ser for sig. Vi er vidt forskellige steder i vores liv, men alligevel har vi et bånd og en connection, som er bundet sammen af oplevelser og kendskab til hinandens liv siden første klasse, hvor han altid har været en af mine nærmeste venner.

Selvom hans liv i min optik kører på skinner, og han har alt, han drømmer om, så giver han udtryk for et dybfølt ønske om noget, jeg har. Børn. Familieliv. Jeg er på dette tidspunkt i mit liv i et parforhold med en dejlig mand, og det er Mads også. Over drinks og grin får jeg sagt, at jeg med glæde vil smide et par æg i puljen, hvis han gerne vil være far. Vi griner begge, skåler, og alt er godt.

Årene går. Jeg er mor til tre, og Mads’ karriere kører, og drømmen om børn bliver ikke mindre for hans vedkommende. Mads og hans kæreste undersøger mulighederne for rugemoderskab, og det står hurtigt klart, at de er nødsaget til at tage til udlandet for at få hjælp. Lovgivningen i Danmark er så håbløst forældet, så det vil stort set være umuligt at gennemføre rent juridisk.

Jeg nyder imens mit liv som hjemmegående mor - mine børn er den største bedrift i mit liv, og jeg forstår så godt Mads ønske om familie. En form for moderne kernefamilie, hvor det kan være muligt for to mænd at få et barn. Dette taler vi om mange gange i løbet af årene, der går. I min søgen omkring viden om ægdonation finder jeg ud af, at der er stor mangel på ægdonorer, og jeg donerer derfor æg nogle gange, som resulterer i, at to dejlige par får deres største ønske om en familie opfyldt. De får begge en dejlig søn ved hjælp af mine æg, og det er ikke svært for mig at vide, at disse børn deler gener med mig. Det er et privilegium, at kunne være med til at ændre nogens liv på denne måde. Ind i mellem morlivet, danselørdage og ægdonationer fortsætter snakkene med Mads løbende - vi er begge helt sikre på, at jeg skal give æg til ham og hans kærestes kommende barn. Det føles så rigtigt.

Gal eller genial?

I løbet af årene snakker vi lidt mere specifikt om det kommende forløb - og de bliver mere konkrete i deres søgning omkring at finde en rugemor et sted i verden. Både økonomisk, logistisk og praktisk er det lidt af et puslespil, og det virker som en umulig vej at gå. Intet er nemt i denne proces. Frustrationen kommer snigende, og jeg har længe gået med den tanke, som jeg en dag endelig deler med Mads. Måske det giver mere mening, at jeg føder barnet? Min dejlige bedste ven, som er så skruk og klar til at være far med alt, hvad det indebærer, er totalt med på den! Vi synes selv, vi er geniale. Fra min nære omgangskreds fornemmer jeg en vis skepsis i forhold til mig - det fysiske og i høj grad den emotionelle del og den udfordring, det kan være rent følelsesmæssigt, at skulle føde et barn, som man skal give fra sig. Især min mand bekymrer sig, hvilket kun er forståeligt. Han er mildest talt ikke glad for ideen.

Min mand bliver omvendt

I min rejse som ægdonor har det været vigtigt for mig, at donationerne har været kendte. Det vil sige, at jeg og parrene, jeg har doneret til, kender hinanden. Der er hundrede procent åbenhed. Jeg har løbende kontakt med dem, og især det ene par og barn, har jeg et rigtig fint forhold til, og vi ses løbende. En sommerdag har jeg besøg af dem, og da de er på vej hjem, ender min mand i samme tog som dem, og de snakker om løst og fast. Moderen får udtrykt sin taknemlighed over min gerning, og min mand oplever en meget rørt og bevæget mor, som tydeligvis påvirker ham meget. Da han stiger ud af toget, får jeg en telefonopringning fra ham. Han siger: “Jeg forstår det nu. Hvis du gerne vil hjælpe Mads og Jakob, så forstår jeg. Det er okay med mig.” Pludselig kunne han se det fra den anden side - indtil da havde han nok bare været præget af frygten for det uvisse og i høj grad bekymring for mig. Jeg føler mig afklaret og klar.

Graviditet

Vi er nu i slutningen af 2019, og vi går så småt i gang med behandling - i fjerde forsøg er jeg gravid, og alt virker ret surrealistisk. Jeg er lykkelig og lettet. Der er på en måde større pres på mig, når det handler om at opnå graviditet, når det er for nogle andre. De kommende fædre er tøvende med at juble for meget. Det er som om, det er for godt til at være sandt! Vi holder alle vejret til nakkefoldsskanning, hvor alt er perfekt. Jeg føler mig mere gravid end nogensinde før. I første trimester er jeg træt, og jeg har konstant kvalme. Jeg har mine to mindste børn hjemme, og mit overskud er ikke det største. Jeg er i Nordsjælland, og de kommende forældre er på Christianshavn. Vi snakker og mødes så tit, som det kan lade sig gøre. På grund af corona må kun den ene af dem deltage i skanninger osv. Dette føles lidt meningsløst, men taknemmeligheden og lykken over det lille liv overskygger heldigvis.

Kærlighed i sin reneste form

Månederne går, og jeg oplever stor støtte og kærlighed fra alle omkring mig. Der kan en gang imellem komme en lille kommentar eller forsigtigt spørgsmål omkring, hvordan jeg har det i forhold til det barn, jeg bærer på. Tilknytning. Morfølelser. Jeg er fuld af kærlighed! Kærlighed til dette spirende lille menneske, som jeg er så heldig at få lov til at bære under mit hjerte i ni måneder for min bedste ven. Taknemmeligheden over at kunne være med til at sætte endnu et lille liv i verden. Det at give kan være så utrolig givende, og at kunne gøre noget af ubetinget kærlighed uden at forvente noget igen, er en ting, som jeg mener, flere mennesker burde gøre. Det er så undervurderet. At blive forælder er jo ubestridt det vildeste, man kan opleve i livet - og tænk ikke at kunne opnå det uden hjælp fra en tredjepart. Det kan jeg på ingen måder sætte mig ind i, men jeg forestiller mig, at det ikke er nemt. Kærligheden til denne lille pige i min mave er ubeskrivelig, men større er nok kærligheden og båndet mellem os alle i denne her proces. Respekten og tilliden os imellem er så fin, og i den grad også nødvendig, da vi rent juridisk ikke kan sikre hinanden og for eksempel lave en kontrakt eller på anden måde bindende aftale. I Danmark er den kvinde, der føder barnet mor. Uanset om hun er forbundet til barnet rent genetisk eller ej. Det vil sige, at man som rugemor i Danmark har ret til at beholde barnet efter fødslen, såfremt man fortryder, også selvom der er anvendt donoræg, og rugemor aldrig har været mor til barnet. Omvendt kan de tiltænkte forældre også ombestemme sig, og i så fald ville jeg stå med et barn, som ikke er mit, og som jeg ikke ønsker. Denne problematik er et kæmpe problem for dem, som har brug for en rugemor. I vores tilfælde er tilliden heldigvis stor og urokkelig og nok også årsagen til, at jeg aldrig ville gøre det for andre.

Fødslen

Fødslen nærmer sig, og tankerne herom udvikler sig og fylder mere nu. Jeg har en klar ide om, hvordan det vil være, men jeg aner det jo ikke. Ingen af os har prøvet det her før, og selvom vi har forsøgt at snakke alt igennem til ukendelighed inden graviditeten, så aner vi ikke, hvordan det bliver, når hun er her. Maven er stor, og alt er som de andre gange, jeg har været gravid. Jeg er tung. Maven er stor. Jeg er klar til at føde. Jeg er så klar. Jeg mærker det velkendte redebygger-syndrom, hvor man har behov for at rydde op, gøre rent og gøre klar til en baby velvidende om, at der ikke kommer nogen. Dette er mine hormoner tilsyneladende ligeglad med. Jeg nyder min gravide krop og det, den er i stand til. Jeg føler min kvindelighed og min indre styrke så stærkt - præcis som da jeg bar mine egne tre børn.
Vi rammer terminsdatoen, og dagen går. Der er ingen tegn på baby, og alle er utålmodige. Vi er alle så klar til, hvad der skal ske lige om lidt. Ved min sidste fødsel gik jeg 15 dage over tid, så jeg har ro. Jeg har tillid til min krop og til, at baby nok skal vise vejen, når hun er klar. Forældrene er ængstelige, og de er så klar. De er samtidig nervøse for at gå for langt over tid, hvilket jeg forstår. De er så tæt på at møde deres datter, og ingen af os kan snart vente mere. Jeg føler, at alt er godt, da vi rammer 42+0. Vi er nu til kontrol hver anden dag for at sikre, at alt er som det skal være. Jeg mærker liv som vanligt, og jeg tænker, det må være et spørgsmål om timer eller få dage. Det er vigtigt for mig at følge min mavefornemmelse og mit ønske om, at lade baby og fødslen komme, når det sker af sig selv. Dette er svært, da fædrene er bekymrede. Jeg spekulerer på, om det er min eller deres ret at bestemme det.
Der er helt klart spændinger i luften, men jeg fornemmer stadig en respekt overfor mit valg om at vente, både fra Mads og Jakob, men også fra sundhedsvæsenet.

En kærlig visualisering

Jeg deler ikke dette med andre, men for mig selv spekulerer jeg på, om jeg ubevidst “holder fast” i babyen, og om dette spiller en rolle i forhold til fødslen og veerne, som bare ikke kommer. Jeg visualiserer mig hende finde vej ned gennem mit bækken og ud til sine forældre. Jeg forestiller mig hende og jeg blive adskilt, når navlesnoren klippes. Jeg fortæller hende, at det er okay, at hun kommer nu. At hun trygt kan give slip på mig og den rejse, start på livet og skabelsen sammen med mig. Jeg fortæller hende, at hun er elsket. Jeg skriver et brev til hendes forældre. Jeg skriver et brev til hende, hvor jeg fortæller hende om mine tanker og følelser. Dette føles meget meningsfuldt og rørende, og jeg glæder mig så utrolig meget til at møde hende. Vi må vente til fredag d. 13 med endelig at se hende

Veerne kommer fredag aften, og jeg forsikrer dem om, at hun nok først kommer lørdag, da jeg ikke mærker det store til veerne. Vi er på hospitalet, da jeg har født meget hurtigt de andre gange. Fædrene spiller kort, og jeg hviler mig på sengen, da jeg mærker 2-3 gode veer komme snigende. Jordemoder Mette kommer ind, for at køre en strimmel, som viser et overblik over babys tilstand og hjertelyd. I det samme får jeg pressetrang, og alle er lidt forvirrede. Jeg får mine bukser af, og jordemoderen bekræfter os i, at hun er her snart. Så bliver det alligevel fredag d. 13., til Mads’ store skræk, da han er en kende overtroisk.

Hun er her

Hun fødes 42+4, altså 18 dage over termin, efter 1,5 time med veer og 2 minutters presseveer. Hun kommer direkte op til Mads, som sidder med på sengen, da hun fødes. De ligger hud til hud, og meget symbolsk klipper jeg navlesnoren, efter den er stoppet med at pulsere. Hun er så smuk og fin, og fædrene er lykkelige og stolte. Alle er overvældede og meget lettede.

Jeg ligger i hospitalssengen, og jeg siger til Mads: “Jeg føler ikke, hun er min.” Den følelse af umiddelbar forelskelse, som jeg har følt til mine egne børn, er ikke til stede her. Bevares hun er skøn. Et sandt mirakel og en lille livsstykke, som altid vil være en del af mig på samme måde, som jeg vil være en del af hendes tilbliven og historie. Jeg fornemmer helt klart kærlighed til dette lille menneske - jeg kan måske sammenligne det med det, man føler for ens veninder eller søskendes børn. Men jeg føler ikke, at jeg er hendes mor. Hun har to fædre, som er så klar til at give hende alt, hvad livet kan give af kærlighed og omsorg. Jeg har bare været så heldig, at få lov til at give hende selve livet, og det er selvfølgelig også en del!

Vi bliver alle på hospitalet natten over. Fædre og baby er på barselsgangen, mens jeg får lov at sove på fødestuen. Baby får råmælk fra mig, som gives umiddelbart efter fødslen i en lille engangssprøjte. Jeg har pumpet ud siden 37+0, så der er rigeligt med mad til den lille dame.

Klokken er 2 om natten, og jeg er rigtig træt. Jeg kan ikke finde ro. Adrenalinen har ikke sluppet min krop endnu, og jeg har vist ikke rigtig forstået, at hun virkelig er her, og forløsningen føles ikke rigtig virkelig. Jeg får hvilet mig, og jeg vågner op kl. 7. Der er meget stille på fødegangen og også i min krop. Ingen små spark eller en stor mave at vågne op til. Jeg er tung i underlivet og min mave er tom og blød. Jeg tænker på, om Mads og Jakob mon har fået sovet. Jeg tænker på den foregående aften og den magiske oplevelse, vi havde sammen. Jeg er lykkelig. Følsom. Glad.
Jeg tager mig et bad, og jeg pumper lidt mælk ud. Jeg er så stolt af min krop, som ved, lige hvad den skal. Jeg mærker kraftige efterveer og blødning som føles præcis, som jeg husker.

Alt er godt

Jeg lister ned på barselsgangen, hvor jeg møder ro og fred. To mænd som nu er fædre, og som allerede hviler i de nye roller. Jeg tænker for mig selv, at de ikke aner, hvad nu venter dem. Jeg er lykkelig på deres vegne og egentlig også på min egne. Vi småsludrer og krammer. Jeg holder og giver baby tøj på, inden vi alle forlader hospitalet. Jeg giver hende et kys på panden. Vi gjorde det.

Jeg sætter mig ind i bilen, og jeg kører hjem. Jeg putter mig under dynen derhjemme, og jeg mærker, hvordan jeg er umådelig træt. Jeg er alene hjemme, og min mand kommer hjem om nogle timer med børnene. Jeg savner dem. Jeg falder straks i søvn, og jeg vågner ved lyden af min datters stemme. Viola på tre år kravler op i sengen og krammer mig, og jeg mærker glæden ved at se dem, og jeg mærker tårerne presse sig på. Min krop er øm, og mit hjerte er fyldt op, og det bruser over med kærlighed, da jeg får et kys af min mand. Jeg har bare lyst til at kramme ham for evigt og ligge i ske med ham og børnene. Min krop har brug for nærhed, og jeg mærker en stor trang til at have nogen tæt. Jeg tænker på, hvordan det går hos den nybagte familie og vi snakker i telefon sammen nogle timer efter min hjemkomst og de sender billeder i massevis. Jeg er stolt og varm indeni ved tanken om dem sammen. Da det går op for min datter, at babyen, som hun har mærket sparke dagligt, virkelig er ude, bliver hun ked af det, og hun giver udtryk for, at hun altså gerne ville have sagt hej til hende. Jeg forstår hende så godt, og vi aftaler, at hun snart skal møde hende.

De efterfølgende dage

Weekenden passerer, og jeg er naturligvis træt og udkørt ovenpå fødslen. Jeg får masser af ro til at restituere, men en stor del af mig har lyst til og brug for at mærke nærværet med min egen familie, som jeg føler jeg har forsømt lidt de seneste måneder. Mælken løber til om mandagen, og jeg pumper ud hver tredje time dag og nat. Jeg forundres over min evne til at producere mælk til trods for, at jeg slet ikke har ammet. Selvom hun ikke er i min nærhed er der masser af mælk, og det føltes rigtig godt at vide, at hun får den bedste start på livet med min mælk.

Nogle dage efter besøger vi Mads, Jakob, deres hund Bertha og baby på Christianshavn. De trives alle, og det er så dejligt at give dem et stor krammer. Alt føles ligesom jeg havde forestillet mig. Forløsningen ved, at det er ovre fylder en del hos mig, og jeg er lettet over at de tanker, jeg havde gjort mig inden og i løbet af graviditeten ikke er anderledes end nu. Det var ikke svært for mig at tage hjem uden hende. Hun er lige, hvor hun skal være.

Når nu fædrene ikke selv kunne bære hende, så må min livmoder være det næstbedste. Hun kommer til at vide, at hun er skabt ud af så meget kærlighed fra os alle. Hun har på alle måder været et ønskebarn, som har bundet sløjfe om et årelangt venskab, som kun er blevet dybere med denne oplevelse. For mig har det været og er stadig utrolig livsbekræftende at tænke på her knap to måneder efter fødslen. Mange har spurgt ind til mit psykiske velbefindende her postpartum, og jeg ved, det kommer fra et kærligt sted. Baby er ikke min. Det har jeg aldrig følt, og jeg gør det stadig ikke.

Jeg er stolt af det, vi har opnået sammen, og jeg glæder mig til at følge hende og til at følge mine gode venners rejse ind i forældreskabet. En rejse som jeg altid vil være en lille del af og for det, er jeg utrolig taknemmelig, glad og stolt.

Du kan følge med i Mia Amalies hjemmeliv med tre børn på Møn her: @mia_amalie_